Tips til Selvudvikling

  Hvor godt vil du have det?

                              - der er altid mere..

Tips til Selvudvikling


Det er vigtigt hvad vi tænker om os selv og det der sker med os, og det er især vigtigt hvad vi tænker om de ting, vi gerne vil ændre. Sommetider kan vi påvirke både det vi føler og det der sker ved at tænke anderledes og se andre muligheder.


Hvad hvis vi for eksempel stiller nogle andre spørgsmål til angst og depression?


Kunne depression og angst være et tegn på ”ulevet liv”?

– At vores psyke vil fortælle os, at noget i den måde vi lever vores liv på ikke er

   godt for os?

– At vores psyke kræver at noget skal ændres?

– At vi skal videre med vores liv på en anden måde?


Kunne depression være en slags "redningsplanke", hvor vi for en tid kunne slippe for vores egne krav til os selv - eller andre menneskers krav til os - eller begge dele?


Kunne angst og depression skyldes, at vi har "skrumpet vores komfort zone" - at vi har gjort os selv mindre, end vi er - så "væggene" rundt om os er blevet for snævre, og vi nærmest er ved at blive kvalt?


Eller kunne det være, at depression er et budskab fra vores psyke, at vi simpelthen har brug for ”hvile” fra alt det der fylder i vores liv?

- At hvis vi overgiver os til behovet for blot at hvile, så ordner vores ubevidste selv det der skal til – uden at vi overhovedet behøver at vide hvad det er der foregår?


Prøv at stille nye og andre spørgsmål til dig selv end dem du plejer at stille.

Begynd eventuelt dine sætninger med ”Kunne det tænkes at …” og lyt til det der spontant dukker op i dine tanker – uanset hvor mærkeligt det måske lyder.


Den farlige Offerrolle

Hvis vi vil videre med os selv, må vi først og fremmest være sikker på at vi ikke befinder os i en såkaldt ”offerrolle”. Her er vi nødt til at lytte til vores tanker og de ting vi siger til andre, f.eks. ”Hvis bare det eller det var anderledes – så ville jeg havde det bedre” eller udsagn der ligner dette. Sådanne tanker holder os i en følelse af, at vi ikke selv har kontrol over os selv eller vores liv, og hvis vi ikke ændrer disse tanker har vi kun én ”fremtid” – at forblive hvor vi er!


Offerrollen er farlig, for den stopper al udvikling og holder os på status quo!


Det kræver total ærlighed overfor os selv at finde vores ”offerrolle” – og det kræver mod at acceptere, at sådan er det – og sådan har det sikkert været i meget lang tid. Først når vi bliver bevidst om vores offerrolle har vi mulighed for at ændre noget som helst. For så længe vi ikke ved, hvad det er vi gør, har vi ikke andet valg end at blive ved med at gøre det, vi altid har gjort!


Vil vi slippe offerrollen og komme videre, må vi træffe et valg – et valg om aldrig mere at bruge offerrollen som undskyldning for noget som helst. Et valg om at tage ansvar for alle situationer, vi kommer ud for fremover.

Det er meget enkelt. Jeg siger ikke det altid er nemt at gøre det – men det ér enkelt!


Har vi først sagt JA til at tage ansvar, så kommer en spændende tid med at eksperimentere os frem til forskellige kreative løsninger og afprøve dem. Virker det, så mere af det - virker det ikke, så ud med det og prøv noget andet.

På denne måde kan vi udvide vores ”komfort-zone” mere og mere – vi får mere frihed - vores indre tilfredshed bliver større og større – og vores liv bliver rigere og rigere.


Med større bevidsthed får vi flere muligheder. For hvis vi bliver ved med at gøre det samme, som vi altid har gjort, kan vi kun få de samme resultater, vi altid har fået. Vil vi have andre resultater, må vi gøre noget andet end det vi plejer at gøre.