Forskellige Øvelser

  Hvor godt vil du have det?

                              - der er altid mere..

Forskellige Øvelser


Der er ikke noget svært ved disse øvelser. Jeg siger ikke, at det er nemt at få gjort – men det er alt sammen meget enkelt og meget logisk, og hvis du vælger bare noget af det, så hjælper det – på alt muligt.


Det kan være en god ide at læse de forskellige øvelser igennem og fornemme hvilke øvelser der siger dig noget. Stol på din fornemmelse – forskellige øvelser passer til forskellige mennesker, og det vigtigste er at du vælger de øvelser, som du kan bruge.

Blot der er én øvelse der er rigtig for dig, så hold fast i den ene ting – lige så længe det føles rigtigt. Husk, det er kun dig der kan mærke hvad der er rigtigt for dig. (Det i sig selv er en øvelse: Hvad har du lyst til – og hvad har du ikke lyst til - og husk at være ærlig overfor dig selv).


Hvis du vælger at lave nogle af disse øvelser, vil det måske være en god ide at anskaffe en slags ”personlig journal”, hvor du kan skrive hvad du oplever og hvilke reaktioner, du evt. får undervejs – måske et A4 eller A5 hæfte. Og så er sådan en ”journal” rigtig god at læse på de dage, hvor vi måske synes at vi nærmest er ved at gå baglæns. Når vi ser lidt tilbage i optegnelserne, kan vi nemt se hvor langt vi i virkeligheden er kommet.


Når vi slet ikke har lyst til at gøre noget som helst:

Når vi sommetider føler os helt uden ressourcer er det at skulle gøre noget det sidste vi har lyst til!

En måde at komme videre kan være bare at blive hvor vi er – og acceptere at det er det, vi vælger (og huske at selv om vi vælger ikke at gøre noget, så gør vi faktisk noget – og vi har i hvert fald givet os selv fri!)


Hvis du vælger alligevel at gøre et eller andet, så tænk på det nemmeste du kan gøre – (og husk igen, at du behøver ikke gøre noget som helst).

Forestil dig så at du gør det. Hjernen kender ikke forskel på det vi i virkeligheden gør, og det vi blot forestiller os.


Vi vil næsten altid føle os bedre tilpas i det øjeblik vi begynder at gøre noget – og det er ligegyldigt hvad det er. Det er et spørgsmål om at finde den ”første lille ting” der kan få os i gang – og så den næste. Undersøg hvad der virker for dig. Og husk hele tiden, at selvom du vælger at gøre ingenting, så gør du alligevel noget - du har taget stilling!


Der er én øvelse der er vigtig for os alle hvis vi vil videre med os selv: At sige Nej.

Hvis vi vil stå ved os selv - sige JA til os selv -  må vi sommetider sige nej til andre, og det kan være svært, især hvis vi ikke er vant til at sige nej. Vi vil gerne accepteres og elskes, og derfor siger vi ofte ja hvor vi måske har mere lyst til at sige nej. Mange af os er så vant til at sige ja, at vi ikke engang er klar over at vi i virkeligheden mener det modsatte.

Det vigtigste her er, at vi er bevidst om det vi ved er sandt – og at hvis vi vælger alligevel at sige ja, så er der en årsag til det. Det værste er, hvis vi forsøger at bilde os selv ind, at vi nok mener ja – for så lyver vi jo for os selv!


Du finder de forskellige øvelser under

”Vejrtrækning” og ”Jordforbindelse”


NB: Hvis du vil have endnu flere øvelser, finder du meget mere om Bodymind på min engelske hjemmeside www.hannebom.com under "The Bodymind Way" samt "Exercises".